Foredrag i Skovby Kirke: Pigerne fra Sprogø og historien om tvang og uretfærdighed

Torsdag den 17. september kl. 19:00 holder historiker og musuemsleder Sarah Smed foredrag i Skovby Kirke om kvinderne, der blev anbragt på Sprogø — en af de mørkere kapitler i dansk velfærdshistorie.

Aftenen begynder med en kort gudstjeneste i Skovby Kirke, hvorefter deltagerne går ned i sognehuset til foredrag, kaffe og kage.

Hvad handler det om?

I perioden 1923–1961 blev cirka 500 kvinder anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø. De blev betragtet som “løsagtige” eller “moralsk defekte” — og derfor isoleret fra samfundet og deres familier på en øde ø midt i Storebælt. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen og blev fremhævet af læger, politikere og presse som et billede på fremskridt.

I dag ser vi det anderledes. Historien om Sprogø er blevet et af de tydeligste eksempler på velfærdsstatens skyggeside — på hvordan staten i racehygiejnens navn fratog kvinder friheden under dække af omsorg og samfundssind. I efteråret 2023 gav regeringen en officiel undskyldning til tidligere anbragte under særforsorgen, herunder kvinderne fra Sprogø.

Sarah Smed er medforfatter til bogen Pigerne fra Sprogø og stod bl.a. bag den historiske udredning, der førte til denne undskyldning. Hun modtog Bent Melchiors Ildsjælepris i 2024. Med afsæt i journaler, fotos og breve giver hun et sjældent indblik i de anbragte kvinders liv — og i den tænkning, der gjorde det muligt.

Praktisk information

  • Hvornår: Torsdag 17. september 2026, kl. 19:00
  • Hvor: Skovby Kirke, Ringvejen 10, 8464 Galten
  • Program: Kort gudstjeneste i kirken, derefter foredrag, kaffe og kage i sognehuset