I over 400 år har der hver dag stået et menneske med hånden på klokkerebet i Skivholme Kirke. Det er slut nu. Hen over sommeren er der installeret et automatisk ringeanlæg i kirken.
For de fleste vil det ikke betyde noget. Klokken ringer stadig kl. 8 og kl. 16, til alle gudstjenester, og når der ellers sker noget i kirken — præcis som den altid har gjort. For andre giver det anledning til både lettelse og en ikke lille grad af fortrydelse.
Ringerlauget kunne ikke skaffe folk
Til gudstjenester, bryllupper og begravelser har kirketjeneren ringet. Til hverdag har graverne ringet solen op og ned, og om lørdagen har et ringerlaug taget over, så graverne kunne holde fri.
Karen Engell Dalsgaard, der har været med i ringerlauget siden 2012, skriver i kirkebladet, at det efterhånden blev sværere at få folk til at melde sig til frivillige tjanser som denne. Til sidst var der kun tre klokkere tilbage til at dække månedens fire-fem lørdage.
Det automatiske anlæg frigør en del tid for graverne. Klokken kan stadig kobles af automatikken, hvis den skal bruges som alarm, advarsel eller til en fejring.
Klokken der ringede freden ind i 1945
Klokken blev støbt i 1613, og i 2013 fejrede sognet dens 400-års jubilæum med et arrangement i sognegården. Den vejer 800 kilo og har en diameter på en meter.
Da graveren om aftenen den 4. maj 1945 havde hørt befrielsesbudskabet i radioen, gik han op til kirken og begyndte at ringe med klokken. Flere sluttede sig til, og byens skolelærer fik alle børnene af huse, så de hver især kunne prøve at trække i rebet og senere kunne sige, at de havde været med til at ringe freden ind. Klokken ringede til langt ud på natten, og lyden spredte sig fra landsby til landsby.
Kilde: Karen Engell Dalsgaards indlæg i Kirkebladet for Galten, Skovby, Skivholme, Sjelle og Skjørring, nr. 63, september-december 2026 (galtenkirke.dk).