Det længe ventede kunstgræsprojekt i Harlev er nu gået fra tegnebræt til virkelighed. Anlægsarbejdet på en ny kunstgræsbane ved Næshøjskolen er gået i gang, og banen skal efter planen tages i brug i slutningen af 2026.
Banen anlægges på den nuværende grusbane mellem skolestien og tennisbanerne. Der bliver tale om en fuld 11-mandsbane på 105 x 68 meter, som samtidig streges op til to 8-mandsbaner på tværs. Ved siden af banen kommer der en siddezone i den eksisterende skråning, en aktivitetszone med lærings- og motorikinstallationer samt en gang-, løbe- og cykelsti langs banen.
Projektet er et samarbejde mellem Harlev IK Fodbold og Harlev Idræts- & Kulturcenter (HI&K) og er udvalgt som Aarhus Kommunes pilotprojekt for bæredygtige kunstgræsbaner. Banen anlægges derfor uden gummigranulat. Entreprenøren Winther Sport står for anlægsarbejdet.
Aarhus Kommune gav i 2023 tilsagn om at støtte projektet med 3,5 millioner kroner, og siden har en lokal indsamling blandt private, virksomheder, fonde og klubbens medlemmer bidraget til at få økonomien på plads.
Når banen står færdig, giver den både Harlev IK og Næshøjskolen mulighed for udendørs boldspil året rundt — også i vinterhalvåret, hvor almindelige græsbaner ellers er ubrugelige.
