Fra tirsdag den 15. september og frem til den 1. december rykker en lejrbålsplads ind på Galten Bibliotek. Den er en del af “Dansk Natur i børnehøjde”, som Skanderborg Kommunes Biblioteker sender rundt mellem kommunens fire biblioteker.
Her kan børn og voksne gå på opdagelse i den danske natur gennem både sanseindtryk og læseoplevelser. Der er mulighed for at gå på fuglesafari, at sætte sanserne i spil med røre- og følekasser og at dykke ned i et udvalg af bøger om den danske natur. Derudover er der aktiviteter som naturbanko og kortspil med naturen i fokus.
Lejrbålspladsen står fremme i hele perioden, og det er gratis at komme forbi.
Forløb for børnehaver og skoleklasser
Ud over den frie leg tilbyder biblioteket et tilrettelagt forløb for børnehaver og 0.-2. klasse. Et forløb indebærer rammesætning ved en bibliotekar, højtlæsning, løsning af forskellige opgaver og tid til selv at gå på opdagelse i bøger og aktiviteter.
Bookingforespørgsler for børnehaver og 0.-2. klasse sendes til galten.bibliotek@skanderborg.dk.
Sådan flytter lejrbålspladsen rundt
- Ry Bibliotek: 15. juni – 1. september 2026
- Galten Bibliotek: 15. september – 1. december 2026
- Skanderborg Bibliotek: 15. januar – 1. april 2027
- Hørning Bibliotek: 15. april – 1. juli 2027
Galten Bibliotek ligger på Torvet 7 i Galten.
