Da en gammel inspektørbolig ved Veng Skole blev revet ned for at give plads til mere legeareal, kunne murstenene være endt som byggeaffald. I stedet får de nyt liv: Personalet i Veng Børnehus er nu i gang med at bygge et helt nyt legehus af de genbrugte sten.
Omkring fem tons mursten blev reddet fra den nedrevne villa. En del blev beskadiget under nedrivningen og må erstattes, og personalet har måttet lære sig kunsten at rense gamle mursten — blandt andet ved hjælp af YouTube-videoer.
Idéen stammer oprindeligt fra den tidligere lokalpolitiker Søren Erik Neergaard Pedersen, mens det er pædagogmedhjælperne Dorte Sørensen og Pernille Mogensen, der har søgt midlerne hjem. Projektet er støttet af Skanderborg Kommunes klimapulje, fordi genbrug af materialer sparer både ressourcer og CO2.
Daglig leder Gitte Jakobsen lægger ikke skjul på, at hun var betænkelig fra start:
»Jeg må ærligt indrømme, at jeg i begyndelsen håbede, vi ikke fik pengene. Jeg tænkte: Det har vi jo ingen forstand på.«
Men betænkelighederne er for længst vendt til begejstring, og legehuset tager nu form i børnehusets have. Det forventes at stå færdigt i september 2026.
Veng Børnehus hører til Veng Skole på Søballevej 2, 8660 Skanderborg — i den sydlige del af vores dækningsområde.