Hver gang en borger i Galten-området har tanket benzin, ladet elbilen eller brugt strøm derhjemme med OK-kortet koblet til den lokale klub, er der dryppet nogle øre af til fodbolden. Nu er regnestykket gjort op: Galten FS har modtaget 54.558 kroner fra energiselskabet OK gennem selskabets sponsorordning.
Ordningen fungerer ved, at OK giver et beløb tilbage til en forening, hver gang et tilknyttet medlem handler. For brændstof og opladning er det 5 øre pr. liter eller kilowatttime, og bruger man OK-appen i stedet for kortet, fordobles beløbet. Også elforbruget derhjemme tæller med, med 1 øre pr. kilowatttime. Pengene kommer altså udelukkende fra lokale borgeres almindelige forbrug – uden at det koster den enkelte ekstra.
Hos OK glæder man sig over at kunne bakke op om det lokale foreningsliv.
“Vi er altid stolte og glade, når vi kan give en hjælpende hånd,” siger Jens Bomholt, kommunikationsdirektør hos OK.
Galten FS er langtfra alene om at nyde godt af ordningen. På landsplan støtter OK over 4.000 foreninger og klubber og uddeler årligt et tocifret millionbeløb gennem sponsoraftalerne.
Vil man være med til at sende flere kroner videre til Galten FS, kan man koble sit OK-kort eller OK-appen til klubben – så tæller hver tankning og opladning fremover med.