Danmarks højeste punkt får en helt særlig legeplads. Nordea-fonden har bevilget 4 millioner kroner til nye leg- og bevægelsesfaciliteter på Ejer Bavnehøj, der sammen med Møllehøj udgør landets højeste område 170,86 meter over havet.
Bag projektet står foreningen Ejer Bavnehøjs Venner i samarbejde med Riis-Tebstrup Idrætsforening, DGI Østjylland og tegnestuen LYTT Architecture. Aktivitetsområdet bliver ikke en almindelig legeplads med standardredskaber. I stedet skabes legeelementer, hvor natur, kulturhistorie og leg smelter sammen til én samlet oplevelse på bakken.
Ud over de 4 millioner kroner fra Nordea-fonden har Friluftsrådet støttet med 500.000 kroner, og Skanderborg Kommunes Fælleskabspulje har bidraget med 250.000 kroner.
Ejer Bavnehøj ligger i den sydlige del af Skanderborg Kommune og er et af egnens mest besøgte udflugtsmål.